Jeg længes efter din rolige omfavnelse
Jeg længes efter at vide, hvor du er og hvordan du bruger dine dage.
Hvornår står du op om morgenen?
Hvornår møder du på arbejde?
Hvilket tøj går du i?
Hvornår tager du et bad?
Er du utålmodig?
Synes du vejret er for varmt eller for koldt?
Hvis luften er forurenet, ligger du mærke til det?
Jeg ønsker at vide, hvordan du kommer på kontoret.
Jeg længes efter lyset, der oplyser trapperne foran vores bygning.
Jeg har glemt; hvilken farve var det du sagde væggenene i vores lejlighed havde?
Jeg længes efter at vide, hvor du sover.
Hvordan vasker du dit tøj?
Hvor mange nye personer har du mødt som jeg ikke kender?
Hvem har du skændtes med som jeg ikke kender?
Hvad læser du?
Hvad lytter du til?
Er du stadig vågen langt ind i de tidlige morgentimer for at surfe Internettet?
Jeg ønsker at vide, hvordan du har det og hvad du laver.
Jeg ønsker at vide, hvor du handler ind.
Spiser du frugt?
Det er sommer nu.
Har du spist vandmeloner, jordbær, grønne blommer, aprikoser eller cantalouper?
Smagte de godt?
Nød du dem?
Jeg længes efter at vide, om du stadig får hovedpine hvis din eftermiddagste udskydes.
Har du mobiltelefon stadig brug for at oplades hele tiden?
Glemmer du stadig at tage den med dig?
Vasker du stadig dit hår i vasken nogle morgener?
Spiser du stadig yoghurt nogle gange med tørt brød?
Har du stadig ikke købt dig en ny taske og en ny skjorte?
Jeg længes efter at vide, hvad du tænker på når du tænker på mig.
Hvad ønsker du at vide?
Hvad tænker du på, når du handler ind til mig?
Hvad husker du af vores fortid sammen?
Ligger du stadig mærke til vores jubilæer?
Kan du huske, at du viste mig Isfahan for første gang den 25. og 26. juni i 2002?
Kan du huske de dage, hvor vi gik ude på gaden for at være sammen?
Kan du stadig huske de eftermiddage vi tilbragte ved Saati Park?
Kan du huske Zav?
Kan du huske helt tilbage, da du plejede at tage mig til Darband?
Kan du huske sidste gang vi tog derhen var med Ahmad i foråret 2008?
Kan du stadig huske smagen af min madlavning?
Jeg kan ikke huske det længere...
Kan du huske, hvordan vi langsomt købte alle vores møbler sammen?
Kan du huske nytåret i 2008?
Kan du huske at vi tog til det Kaspiske Hav, og hen til stranden?
Ahmad var også med os.
Kan du huske den 6. juni i 2002 da du gav mig et ultimatum, og sagde at jeg skulle videre med mit liv?
Kan du huske den første gang jeg blev løsladt fra Evin i juni 2006?
Kan du huske den 9. marts, da jeg tog til det Centrale Råd?
Kan du huske den 8. august, eftermiddagen jeg blev løsladt fra fængsel?
På dørtrinene ved min faders hus sagde du: “Vent lidt endnu…”
Du sagde: ”I løbet af en måned indså jeg, at jeg ikke kan leve uden dig”.
Kan du huske den 7. marts? Jeg ved du kan huske den. Det var 7 ½ år siden.
Amin, jeg savner alting...
Enhver enkelt ting...
Enhver celle i min krop smerter i kraft af min længsel...
Jeg er træt af de små drømme, der dræner mig for luft...
Misundelse...
Misundelse...
Du ved ikke, hvordan det føles at blive holdt fanget i dette forbandede bur
At se tre mennesker begravet foran ens øjne;
To af dem, særligt den sidste, var engle med eksemplariske personligheder
Du kan ikke forestille dig, hvordan det føles...
Og jeg håber du aldrig behøver at opleve det...
Jeg længes efter din rolige omfavnelse...
Bahar, Evin fængsel, 9. juni 2011